Om det helliges funktion i personsystemet
Numen forsøger at rumme en hel verden af modstridende størrelser ved at udføre en her og nu analyse af det personlige gudsforhold igennem kontemplative processer, hvor analyseværktøjet er neutral iagttagelse, en mængde filosofi og teologi mens det centrale tydningsfelt er den kybernetiske psykologis menneskebillede. Alt samme pakket ned i en serie samtaler der ikke er alt for akademiske eller selvhøjtidelige, men intenst søger et tilstrækkelig rummeligt menneskebillede.
Nærværende tekst er udledt af denne serie hverdagssamtaler, der tilsyneladende var tænkt som udkast til en slags radioudsendelser, men som udviklede sig til en langt mere intens proces mellem de to venner, hvor optagelserne så efterfølgende blev skrinlagt. Hændelserne foregår omkring årtusindskiftet, men kom først til overfladen under coronaen. Bogen består således udelukkende af en redigeret udskrift af de gamle optagelser af samtalerne. Teksten her er et sammendrag af hvad samtalerne synes at ville sige.
Med et formål
Numen søger en sekulariserende emancipation af det, der antages at være det oprindelige afsæt for det hellige eller guddommelige. Det hellige eller guddommelige eller gudsnærværet betragtes som tilstande i det, der defineres som personsystemet. Det centrale postulat er at mennesket betragtet som et informationssystem har brug for en udveksling mellem niveauer af informationsprocesser hvor de højere procesniveauer tilgås gennem tilstande vi kalder religiøse. Det religiøse fascinerer fordi vi har brug for berøring med de mere omfattende niveauer i personsystemet, det religiøse er afskrækkende fordi hverdagsbevidstheden ikke kan rumme de mere omfattende niveauer uden af gå under. Det hævdes at dobbeltheden i menneskets forhold til det religiøse eller det hellige – det der opleves som det større og som mennesket erkender sin lidenhed overfor og som det tørster efter at være i kontakt med – skal ses som udtryk for en afgørende nødvendig dynamik i personsystemets funktion.
Det væsentlige problem siges at være, at mennesket ikke gerne fra den moderne sekulære selvforståelse går ind på at der findes noget større som har en afgørende indflydelse på hvem vi er, slet ikke at vi skulle være fremmede for os selv ved ikke at erkende vores afhængighed af det numinøse. Numenprocessen sekulariseret som den er beskrevet i bogen er altså et forsøg på en dobbeltemanciperende bevægelse – dels den sekulariserende befrielse af forholdet til det hellige fra fangenskabet i trosinstitutioner og teologier og dels en frigørelse fra tidens åndløshed gennem tiltrædelse af de mere omfattende niveauer i personsystemet. Hovedbegreberne bliver således trans-teisme og trans-rationalitet. Igennem gudsbilledet til den dynamik der har skabt det, og igennem den snævre hverdagsrationalitet til de langt mere komplekse erkendelsesprocesser der gør adgangen til de højere personniveauer rationel. Det afgørende i bogen er at det ikke er en bortforklaring af det religiøse men snarere en tydeliggørelse af hvad det religiøse som proces egentlig er uden at tage de væsentlige oplevelseskvaliteter ud af beskrivelsen. Begrebet balanceret hengivelse bliver centralt i beskrivelsen at hverdagsbevidsthedens tiltrædelse af de mere omfattende tilstande i personsystemet.
På denne måde forstået vil mennesket vil ikke kunne undertrykke numenprocessen. Den er afgørende for livet og er hele tiden i spil. Mennesker vil dyrke guder eller ære traditionen, vidensinstitutioner eller politiske ideologier. Vil kontemplere biosfæren eller himmelrummet, kunst og kultur alt det vi tænker er større en den enkelte og som rummer os. Og det vil have en tendens til at vitalisere og stabilisere den enkelte og samfundet. Lige nu hvor er vi i en periode af sammenbrud, vil mennesker kunne tendere mod at projicere det numinøse på populistiske demagoger, nationalt blændværk, celebs og brands som ChatGPT, Apple, og TikTok.
Bogen søger at give mulighed for ved selvsyn at få en fornemmelse af det numinøses funktion i livet og håber at kunne være en del af en større proces i tiden mod en besindelse på, hvem vi er under ufattelige mængder af forførende støj fra medier og forbrugssystemer. Det er et billede af mennesket som et fuldstændig vidunderligt lysende fænomen af muligheder for fællesskab og til stadighed dybt gådefuldt i vores evne til at kommunikere og være til for hinanden og os selv i vores ufattelige biosfære, civilisation og umådelige univers.
Selv om dette syn på det hellige og mennesket og på vores verden måske for enkelte kan virke frastødende, blasfemisk og uvenligt, er det mit håb, at bogen med sit oprigtige ønske om at være omsorgsfuld vil blive taget godt imod og være til gavn i vores tid.